Saturday, March 29, 2008

Slavoglotta slukker for lyset

Slavoglottas loftslampe
I anledning af det internationale initiativ for nedsættelse af energiforbruget, kaldet Earth Hour slukker en række danske virksomheder for lyset i tidsrummet 20:00-21:00. 

Slavoglotta Sprogformidling følger naturligvis trop og slukker for begge sine lamper, når klokken slår 20:30 dansk tid. Inititiativet, der skal råbe klodens politikere op for at implementere sænkninger i energiforbruget til gavn for ozonlagets tykkelse, forsyningssikkerheden, forureningen, o.s.v., ligger helt i tråd med Slavoglottas miljøpolitiske værdier. Med opbakningen til dette initiativ slutter jeg mig til firmaer som Carlsbarg, Nozymes, Novo Nordisk, Danisco, COOP, Dansk Supermarked, Tivoli og McDonald's.

Slavoglottas miljøpolitik

Undervisning i bulgarsk i dansk folkeskole


Siden 25. marts 2008 har jeg undervist i bulgarsk for to 7.-klasser på Langsøskolen i Silkeborg. Kurset skal vare i 20 timer, fordelt på 8-10 timer her til foråret og yderligere 10-12 timer til næste skoleår.

Kurset kom i stand, fordi Langsøskolen, hvor min datter Synnøve går, har fået en udvekslingsaftale i stand med en tilsvarende skole i Sofia. Projektet, som er støttet af EU, består i temaundervisning om Bulgarien her i Silkeborg og tilsvarende om Danmark nede i Sofia. Derudover er er sprogundervisning i bulgarsk for danskerne og dansk for bulgarerne. Det hele kulminerer med gensidige besøg, hvor vi starter med bulgarerne her i Danmark i maj 2008, mens planen er, at de to danske klasser skal derned i foråret 2009, når de går i 8. klasse. 

Det er en stor udfordring for mig at arbejde med denne aldersgruppe. Den største forskel fra mine tidligere erfaringer med bulgarskundervisning er, at jeg ikke kan læne mig op ad mine elevers grundige kendskab til et andet fremmedsprog; førhen kunne jeg bare udlevere en lærebog på tysk eller engelsk , og så kunne jeg koncentrere mig om at udvælge det, andre havde tænkt før mig. Nu skal jeg lave det hele selv, fordi alderen 13-14 år kun er den, hvor man bliver god til sit modersmål. Der er dog elementer, der godt nok ikke letter mit arbejde, men befordrer resultatet: Alderen er også en sprogligt og intellektuelt aktiv periode, og børnene går i skole med en naturlig forventning om, at man skal lave lektier for at lære noget.

Sådan er det ikke med mine voksne elever, f. eks. diplomater, der har været uden for uddannelsessystemet i alt for mange år. For dem er et kursus noget med at sidde tilbagelænet i en blød lænestol på et kompetencecenter med udsigt til et hav eller en fjord, lytte til en spændende oplægsholder tilkaldt i dyre domme fra et fjernt land, mødes med sine kollegaer under herligt uformelle omstændigheder, lave nogle gruppearbejder, der aldrig er sværere, end at alle kan være med, gourmet-mad om aftenen tilberedt af en anerkendt kok, afsluttende med rødvin omkring pejsen og godnat i nystrøget sengetøj. Morgenmaden er voluminøs og dækker enhver smag. Undervisningsmaterialer? Nå ja, i bedste fald er de udsendt på forhånd, men ingen har læst dem. Ingen eksamen som afslutning, i bedste fald bare et kursusbevis for deltagelsen.

Det kan næsten kun gå bedre med mine elever på Langsøskolen. Især fordi jeg får så god støtte fra deres engelsk- og dansklærerinde Marianne Thompson.

Monday, March 17, 2008

Balder og biler


Er der to, der hænger sammen her i Skolegade 2A, så er det Balder og biler. Her i disse dage skal Balder bygge bilbaner hver aften, når han har slået mave efter aftensmaden med en rask omgang fodbold eller håndbold i gangen. På billedet ses en tunnel lavet af en gammel papkasse og en flexi-track-bane.
Hvert barn i hans omgangskreds har sine specialer, ofte til stor ærgrelse for legekammeraterne. Niels vil næsten altid lege med ridderborge, Benjamin kun med biler, Nicklas udelukkende med dinosaurer, og Villads vil snakke-snakke-snakke.

Thursday, March 13, 2008

Mor er på tjenesterejse - farmor er her


Mor er i dagene 9-14. marts med sin gymnasieklasse i Barcelona, så farmor træder hjælpende til. Hun lægger ikke skjul på sine anderledes idéer om opdragelse og omsorg for børn, så det får vi megen tid til at gå med at skændes om. Dagene starter med diskussion om, hvorvidt jeg skal køre Synnøve i skole i bil eller på cykel. Min mor mener, at børn ikke kan tåle at cykle i det regnvejr, som vi har i disse dage, jeg mener, at cykling er en kilde vil glæde og sundhed, og at det er en god vane, som skal grundlægges i barndommen. At sundhedseksperter i forgårs fremlagde en rapport, der bestyrker min synsvinkel ænser hun ikke - selv med pressemeddelelsen foran sig. Næste stridspunkt er, om min datters skoletaske er for tung. Her til morgen vejede jeg den for at få tal på det. Min mor mener åbenbart, at en anatomisk bygget rygsæk med bruttovægten 3,6 kg skulle være sundhedsskadelig. I så fald skulle jeg være invalid med de læs, jeg med tiden har båret. Men pudsigt nok gælder min mors idéer om andre menneskers skrøbelighed ikke hendes egne sønner.