Sunday, October 19, 2008

14. udstilling i Kulturspinderiet


Hvad der startede som en tur med basketball på Th. Langs Skoles legeplads med Balder, udviklede sig over fodbold til en rullebrætstur, som endte på Papirfabrikken. Der havde Kulturspinderiet sin 14. Udstilling, som vi dumpede ind på. Vi ser nok de fleste af dem, blandt andet fordi udstillingslokalerne ligger som et stop på vejen til Langsøskolen. Her var der en installation af den børnevenlige slags med vandpistoler, som publikum kunne afprøve op ad forskellige genstande. Der var også smukke applikationer.

Sunday, June 8, 2008

Godnathistorier


Det er et vanligt indslag, når børnene puttes herhjemme, at far fortæller godnathistorie. Synnøve elsker fars historier, men i reglen monopoliserer lillebror sin far, så at historierne er tilpasset ham. Så må storesøster ty til bøgerne og læse sine egne godnathistorier. Det fremmer utvivlsomt læseevnerne og -lysten. P.t. læser hun 7 læse-let-bøger om dagen. For ikke at komme helt i bund med bibliotekets bøger, er mor begyndt at opgradere bøgerne. Forleden læste Synnøve derfor for første gang sit første H. C. Andersen-eventyr alene.

Lige den 1. juni var situationen anderledes. Her var der den skønne ligevægt mellem børnene opnået, fordi vi var vendt hjem fra en dejlig kanotur fra Ry til Silkeborg. Jeg blev placeret på tærskelen mellem deres værelser og digtede dem en historie om en lille familie på to forældre, en storesøster og en lillebror, der blev forvandlet til søkøer under en kanotur. Synnøve så den gerne på skrift, men første skridt var i det mindste at optage den på fars mobiltelefon. Så find historien som en 30 minutter lang AMR-fil på her.

Monday, May 5, 2008

Konfirmation i Struer-klanen


Et femtal med 20 nuller efter. Så meget i kroner ville giveren til Kaspers konfirmation illudere rundhåndethed. Beløbet, der kan hedde femhundrede milliarder milliarder kr., svarer til hele Danmarks bruttonationalprodukt (443,6 mia. kr. i 2007) i 1,1 mia. år. Forsidehistorien i dagens eksemplar af 24 timer siger, at Danske teenagere har 4,6 milliarder kroner til rådighed om året, så Kasper kan vist følge ganske godt med. Og vi forventer, at gennemsnitsbeløbet kommer til at stige væsentligt i Danmarks Statistiks opgørelser for 2008....


Det var forresten slet ikke begavelserne, jeg ville berette om, men derimod, at jeg nu endeligt har afsluttet hans avis, nemlig Ekstra Balladen af i går. Det er vist meget mit værk; 70% af billederne stammer fra min egen produktion, 100% af ordene i konfirmationssangen er mine. Emnerne i sangen stammede mest fra hans faster Mette og mindre fra faster Lone. Artiklerne var mest Mettes, i mindre grad mine, og idéen med at uddele en avis under festen stammede vist fra Lone. Opsætningen var min, og det blev som webdokument. At det endte med et HTML-dokument skyldes nok, at jeg ikke kunne få det til at hænge ordentligt sammen i et tekstbehandlingsdokument. Desværre har jeg ikke Adobe InDesign, som ellers er bedste valg til opsætning af blade, forklarede en typograf i Århus mig, da jeg var inde for at kopiere det. Men nu ligger det både i HTML og PDF, så at man både kan læse og — især — udskrive det.